Quantcast
Channel: Gårdejerindens univers
Viewing all 631 articles
Browse latest View live

Plante smil og plante solskin..

$
0
0
.. ja måske trækker du også lidt på smilebåndet over den gamle sang, men den "poppede" altså op i mit hoved idag, da datteren og jeg lagde forårsløg.. 



For det var jo egentlig det vi var igang med - altså plante smil.. Der er da ikke noget bedre, end når alle forårsblomsterne pipler op af jorden..

Vi havde været en tur på planteskolen for at "proviantere". Jeg havde nemlig fået et gavekort dertil i fødselsdagsgave - skønt..


Vi satte en del forskellige Narcisser. De har fået plads i den del af haven, der på et tidspunkt, bliver "den hvide have".


De er sat under træet, I kan se her til højre i billedet. Det var også her jeg, for et par måneder siden, satte Hosta.

Roserne i haven blomstrer stadig - den hvide rose her er særligt rigt blomstrende lige nu. Den hedder "Sneewitchen" og det er der vist ikke noget at sige til :0)

Smuk ikke..
 - og den kan da også sagtens få én til at trække på smilebåndet ;0)




Sengebordets forvandling

$
0
0
Når jeg ikke hygger med ungerne her i ferien, så svinger jeg malerpenslen.
Dejligt at få taget fat på - og færdiggjort en masse små projekter :0)


Her er det sengebordet, der har været under kærlig behandling. Det har tidligere været hvidmalet, men trængte efterhånden til en kærlig hånd..


Jeg tog en chance og malede skabet "French Grey"  ( Vintage Paint fra Jeanne d'Arc Living ) og efterbehandlede med hvid voks - og dét har jeg bestemt ikke fortrudt, for jeg synes det er blevet rigtig fint.

Grebet havde jeg i forvejen, men det gav lige det sidste..


Næste maleprojekt er spisebordet i køkkenet - og jeg er faktisk næsten færdig ;0)


Hvad går du mon og "sysler" med lige nu?

Vi er altså ikke færdige med græskar endnu..

$
0
0
..så selvom Brugsen - med flere, har kørt pebernødder, brunkager og kravlenisser i stilling, så fejrer vi altså stadig efterår herhjemme ;0)


Ja jeg ved godt at julen er lige om hjørnet og jeg holder også selv utrolig meget af julen - og ja, jeg er også igang med at lægge julepynt mv. på de virtuelle hylder i butikken - MEN! Jeg synes altså det er liige tidlig nok, når ikke engang efterårsferien er slut endnu.. Måske er det bare mig?


Ihvertfald slæbte sønnen og jeg flere græskar med hjem og nu er de omdannet til hyggelige græskar figurer, der står og lyser op i efterårsmørket..


- og bare vent - de skal nok blive erstattet af mere julede dekorationer, men der går altså lige et par uger endnu ;0)


RIGTIG GOD AFTEN TIL DIG DER LÆSER MED DERUDE :0)

Gang i køkkenet

$
0
0
Der er gang i køkkenet i øjeblikket. Egentlig skulle det kun være køkkenbordet og stolene, der fik en gang maling - men! Så fandt jeg lige et par nye ting til væggene og det kræver altså at væggene lige får en opfriskning - det må blive den kommende uges projekt :0)

I mellemtiden kan jeg glæde mig over et "nyt" køkkenbord med tilhørende stole..


Jeg har endnu engang brugt Vintage Paint fra JDL. Bordet er malet i farven "Warm cream" og stolene ( dog ikke tip trap stolen ) er blevet malet med "French Grey".


 Efterfølgende har det hele fået en omgang hvid voks, så det kan tørres af mv. 


 Her kommer lige et "før" billede af bordet:


Det er dejligt at slippe for at have dug på hele tiden - omend det også har sine fordele, når der bliver tegnet med tusser og spildt ting og sager.. 


De fine Green Gate kopper på bordet er en fødselsdagsgave fra en god veninde - synes lige de så fine ud sammen med datterens hjemmelavede romkugler - UHM! De kan i øvrigt godt anbefales - et super hurtigt projekt og en god måde at få brugt nogle lidt kedelige kagerester på ;0) Vi brugte opskriften herfra.

Stille fredag - og en boganbefaling

$
0
0
Idag startede dagen stille. Sønnen var ikke helt på toppen og blev derfor hjemme fra skole - Gårdejeren og jeg delte dagen, så jeg var hjemme i formiddag og så kom han hjem ved frokost tid, hvorefter jeg kørte på arbejde..


Men det betød at jeg havde et par stille timer herhjemme i formiddag.. 


 - tid til snak, hygge, en god kop te ( har nemlig fået te hjem i butikken - Mmm ) og ikke mindst tid til lige at fordybe mig lidt i bogen her..


Bogen hedder " Julefryd og Englelyd" af Margit Engen og Peter Bilde Fogh, fra Klematis forlag. Den er fyldt med smukke billeder og giver gode ideer til dekorationer og oppyntning med naturmaterialer -og dét er jo lige mig ;0)


I får lige et par glimt fra bogen her - måske er den også noget for jer..


Her til aften har sønnen det væsentlig bedre, så nu er vi klar til at holde weekend :0)


Rigtig god aften




Lidt omrokering

$
0
0
Vi har været så heldige at få mine forældres gamle havemøbler. 
Det gjorde at jeg idag brugte lidt tid udenfor i det SKØNNE efterårsvejr (dejligt ), med at flytte rundt og omrokerer hist og pist.


Det "nye" havemøbelsæt fik plads i gården ( ja det fik jeg ikke lige taget billeder af..) og sættet derfra er blevet delt, så bænken står her ved indgangen til butikken.


 Bordet og to stole er rykket i haven - i det der med tiden, bliver den hvide have :0) 

 

Jeg drømmer om en lille terrasse her hvor bordet står nu. Der er nemlig en fantastisk udsigt ud over markerne. 
Til højre i billedet kan I se træet, hvor vi tidligere på året plantede hosta under, og hvor datteren og jeg har lagt adskillige nacisse løg. Glæder mig til at se når de kommer op.


Lige nu nyder jeg at kigge ud i mørket og se lysene brænde i de to gamle lanterner. 

Psst.. trænger du i øvrigt til nye lanterner eller lysestager, kan jeg fortælle, at jeg i butikken giver -20% på netop det resten af oktober måned - du kan se udvalget lige her






På opdagelse i genbrugen

$
0
0
I går var jeg og en god kollega på opdagelse i en af de mange gebrugsbutikker, der ligger i nærheden af vores arbejde.
Som I nok ved, er jeg glad for gamle sager og synes det er spændende at gå og kigge - både i genbrugsbutikker og på loppemarkeder - og måske gøre et godt kup.

Som barn kan jeg huske, jeg elskede at gå på opdagelse i min mormors skabe - kigge på gamle billeder og høre hende fortælle. Jeg husker også vi havde en nabo, der havde et fantastisk sy værelse, hvor jeg fik lov til at kigge på alle hendes mange knapper og æsker med ting og sager - oh fryd ;0)


I går var ingen skuffelse at gå på opdagelse. Jeg fandt flere gode sager, men det der lige fik hjertet til at slå en ekstra gang, var denne gamle bog fyldt med noder 


- og tænk engang, der var to af dem - så både min kollega og jeg kunne gå derfra med hver vores bog ;0)

 "Må jeg spørge hvad I skal bruge dem til", sagde damen i genbrugen - ja det måtte hun da gerne - til kreative syslerier.. " Ja..vi var meget i tvivl om vi bare skulle smide dem ud", sagde hun så!! 

Godt de ikke gjorde det, siger jeg. For tænk lige på nogle fine kræmmerhuse, hjerter eller æsker, der kan komme ud af disse fine ark. Nogen vil måske synes det er ærgerligt at klippe i arkene, men det har jeg altså ingen skrubler over ;0)

Her er det en mælkekarton beklædt med nodepapir og pyntet med blonde, bånd og et lille emblem.
Sød værtindegave ;0)

Nyt i køkkenet

$
0
0
Som I ved fik jeg malet spisebordet og stolene i vores køkken i efterårsferien. Nu er også væggene malet og jeg har fået lokket Gårdejeren til at sætte nogle ny-indkøb op på væggen.


Tavlen til højre i billedet er jeg utrolig glad for. Den hjælper med at holde styr på hvornår ungerne har gymnastik i skolen, skal huske biblioteksbøger mv. Samtidig har den det store felt - som vi bruger til "ugens menu", hvor alle naturligvis kan komme med deres input ;0)


Tallerkenrækken har også været et stort ønske længe, så da jeg havde fødselsdag og var så heldig at få penge i gave, blev de omsat til denne..

Her står lidt kogebøger til pynt, sammen med blomster og lys ( naturligvis, fristes man til at sige..)..


  og så den fine gamle kageform fra Frankrig..


Jeg er rigtig glad for "forandringen", synes egentlig at rummet hænger bedre sammen nu, selvom der "bare" er blevet malet og udskiftet lidt..


Idag skinnede solen

$
0
0
..og det grå vejr forsvandt for en stund. 
For mit vedkommende har denne uge været meget grå, så sollyset idag har været kærkomment - det hjælper altid lidt på humøret..


Årsagen til det "grå" humør skyldes ikke kun vejret, men i tirsdags mistede jeg min farmor - og ungerne deres "olde". 


Hun sov stille ind efter kort tids sygdom og fik fred, som hun ønskede det.
Det trøster lidt at hun ikke skulle igennem et langt sygdomsforløb, for det fortjener ingen mennesker. Men det er stadig svært at sige farvel til én man holder af..

(Den smukke buket er fra min svigerinde, der mente jeg trængte til lidt opmuntring - tak!) 

Imorgen skal hun bisættes og vi skal tage endelig afsked med hende. 
Det bliver første gang børnene er med til en bisættelse og vi svarer på mange spørgsmål i øjeblikket. Men af og til trækker vi også lidt på smilebåndet, som da datteren spurgte "hvornår det egentlig var, vi skulle til den begravelsesfest" :0) Ja det det er dejligt med børn, der kan løfte stemningen lidt..

I ønskes alle en rigtig dejlig weekend
KH.



Hverdag igen..

$
0
0
Efter et par uger - og særligt den sidste, hvor jeg fik en klump i halsen, hver gang telefonen ringede, er vi nu ved at "lande" igen og finde tilbage til hverdagen..



Det var en fin afsked i lørdags, men også hårdt - særligt fordi lillepigen var mere påvirket, end vi lige havde set komme. Men vi fik sagt pænt farvel til olde 

Idag har begge børn haft legekammerater på besøg og huset har givet genlyd af glade stemmer, skrig og skrål :0)


 Jeg har nydt lidt stille ( ok alene..) tid med blade, kaffe og nybagte kanelsnegle.. dejligt igen at have lidt overskud ;0)


Denne uge kommer til at stå i jule oppyntningens tegn - ikke inde i huset, men i butikken - her skal nemlig være klar til på lørdag, hvor jeg fejre butikkens 1-års fødselsdag og hvor julen for alvor bliver skudt igang i butikken - jeg har faktisk haft tyvstartet lidt i webshoppen. 

Det er dejligt at gå og julehygge lidt - tror også det kommer til at smitte lidt af indendørs..det kan nok ikke helt undgås ;0)






1 års fødselsdag..

$
0
0
I denne weekend ( eller faktisk på mandag ) er det 1 år siden jeg åbnede Gårdbutikken herhjemme.



Der er sket meget på det år! - og jeg har lært en del - også af mine fejltagelser ;0) Men ok, al begyndelse er svær, er det ikke det man siger..


Butikken ser lidt anderledes ud nu, end den gjorde for et år siden. .


Det har taget tid at skabe den rette stemning, at finde det rigtige inventar og få fyldt godt op med varer. 
Men nu synes jeg faktisk den er blevet rigtig hyggelig.




Da jeg startede butiks drømmene, var det meningen jeg først ville åbne en netbutik, men sådan kom det altså ikke til at gå, men nu er den (endelig!) også op at køre og lige så stille finder flere og flere kunder vej til min lille butik - dejligt..



Billederne er fra idag - og jeg synes lige I skulle have lov at komme indenfor i Gårdbutikken og kigge lidt - det er jo ikke jer alle der kan lægge vejen forbi - selvom det ville være hyggeligt :0)



Webshoppen er derimod altid åben - og i denne weekend har jeg faktisk fødselsdagstilbud med -10% på alle varer. Så du er velkommen til at kigge forbi og se om noget skulle friste..



Rigtig god lørdag








Dekoration til havebordet

$
0
0
Forleden fik jeg lavet en fin og meget enkel dekoration til havebordet i gården.


 Fremgangsmåden er simpel:
Jeg fandt et stort fad og fyldte det med gran, fyr og forskellige kogler. Til slut en lyskæde - det er vist ved at være på tide med noget lys i det her gråvejr!


Her dekorationen set oppefra. Under fadet har jeg lagt nogle lidt større grangrene. Det ser hyggeligt ud og lige så stille spreder julestemningen sig :0)


Lys i mørket..

$
0
0
Uh det er mørkt for tiden! Det føles som om solen slet ikke står op..
Vi bruger mange stearin lys for tiden  - tænker vi ikke er de eneste ;0)


Idag har jeg haft tidlig fri og brugt lidt af tiden til at gå og hygge indendørs. 
På vej hjem"faldt" jeg over disse fyrfadsstager - de er hvide med kobber indvendig - det er svært at gengive på billederne - også her mangler der lidt lys.. 


Der har også sneget sig et lille juletræ indefor og glasklokken er blevet fyldt med fyrkogler..


Jo, lige så stille kommer julestemningen snigende - det er ok, nu må den godt komme :0)


Julepyntet plantebord

$
0
0
Jeg pynter op udenfor og skaber små stillebens.


Plantebordet her har jeg fået af min mor - det er lidt for lille at bruge til plantebord, synes jeg, men som bord til hyggelige stillebens er det perfekt :0)


Så er det bare at lade fantasien råde og skifte dekorationerne ud efter årstiden.
Lige nu er det jo oplagt at bruge gran og kogler..


Vindheksen i kurven har fået lov at blive og i klokken er pyntegræskarrene skiftet ud med fyrkogler.. 


-og så har klokken fået et lille bånd..
  

I lanternen har jeg lagt lidt mos, gran og så de små dekorations husløg (som jo i virkeligheden slet ikke hedder husløg..) og så er lyset faktisk et på batteri - med timer..lidt smart synes jeg.


Næste udendørsprojekt er det store "anretterbord", som Gårdejeren plejer at bruge ved grillen og så trænger vognporten også til en kraftig julehygge make-over ;0)
Det er dejligt at gå ude og nulre lidt - selvom det er lidt kedeligt vejr - det giver altså lidt god energi..


Lidt inspiration. .

$
0
0

I morges var jeg en tur på grønttorvet. .
Både for at handle lidt til butikken,  men nok egentlig mest for bare lige at kigge lidt, mærke stemningen og se hvad der lige rør sig..
Selvom man skal tidligt op, er det hyggeligt at gå og sludre lidt derinde :-)
Jeg fik taget lidt billeder til inspiration derinde- måske kan de også inspirere jer lidt..


Adventsinspiration

$
0
0
Vi nærmer os første søndag i advent og forleden holdt jeg aftenåbent i butikken, så kunderne kunne kigge forbi og - forhåbentlig - blive inspireret til lette og enkle advents dekorationer. Det var naturligvis også muligt at købe færdige dekorationer ;0)

Jeg kan også se at der her på bloggen, har været flere inde og kigge på gamle indlæg, der handler om advents dekorationer, så tænkte jeg ville dele et par billeder af nogle af dekorationerne fra butikken med jer:

Alle dekorationer er i hvide / sølv farver..


Dekorationen her er meget simpel at lave .
4 tomme konserves dåser, ler, lys, tilantia mos, husløg, kogler, bånd og sølvglimmer.. - og ja, selvfølgelig nogle adventstal..


Lysene er hver placeret i en klump ler, der er dækket med mos. Herefter kan man jo pynte efter smag og behag..

Sødt og enkelt - og her kan alle vist være med..

 Vi bliver i det enkle og lette..


 Her fire kageforme med lysindsats. 


Rundt omkring indsatsen har jeg lagt lav og så blot pyntet med en enkel træstjerne og et zink tal.

Endnu en dekoration lavet i et aflangt zinkfad:


Blot pyntet med lidt gran, lærkegrene og kogler og husløg. Til slut er advents tallene bundet på med en grov snor.

Den sidste I får billede af idag er af mere traditionel karakter - dog stadig meget enkel.


Her er det fire bloklys, der er placeret på en færdigbundet lavkrans. Hvert lys har fået et lille bånd og så er drysset lidt sølvglimmer imellem lysene ( måske lidt svært at se på billederne ).

De forskellige modeller er lette at varierer efter stil og smag, du kan blot vælge en anden farve på f.eks. lys og bånd og så vil det pludseligt være noget helt andet. 
Den færdige lavkrans, kan naturligvis også være en krans af frisk ene eller gran - mulighederne er mange, kun fantasien sætter grænser ik ;0)

De forskellige adventstal,træstjerner og det aflange zinkfad, jeg har brugt, er fra butikken - og hvis du er interesseret, finder du dem lige her


Ved hoveddøren..

$
0
0
Idag fik jeg gjort noget jeg har taget tilløb til længe.. 


Jeg fik bundet gran på gelænderet ved vores hoveddør. Og det blev lige så fint, som jeg havde ønsket mig - det grimme rustne kedelige er væk og nu er der istedet et fint grønt julet dække  :0)



Det gamle bord fik også et lag gran og et par pinjekogler og så den gamle krone er blevet plantet til med en hyacint.
I zink baljen er en stor julerose og så nænnede jeg altså ikke at fjerne den hvide sukkulent-agtige blomst, den står nemlig så fint med sine hvide blomster - men kommer der frost er det nok slut..
Kurven skal fyldes med lidt brænde, men det skal jeg først lige "stjæle" fra mine forældre imorgen ;0)


Skøjterne er også kommet op at hænge - enkelt pyntet med gran, en sløjfe af en gammel blonde og så et jule træ skilt, der har flere år på bagen..


Nu mangler bare et par enkelte småting og ser er der ved at være helt juleklar udenfor..






Lige om lidt..

$
0
0

Så er der gjort klar til imorgen tidlig ♥

En hurtig én..

$
0
0
På bordet i den lille stue, står den enkle dekoration.


Det er herinde vi ser tv, spiller spil, drikker kaffe mv. så det skulle være noget, man lige kunne flytte og noget der ikke ville ske det store med, når ungerne i deres spille iver, får skubbet til tingene ;0)



Jeg har lagt gran i bundet af det store træfad og lagt en lyskæde på batteri med små blomster. Herefter har jeg lagt forskellige julekugler - nogle gamle og nogle nye ( fundet lige her: http://www.hosgaardejerinden.dk/jul ). Til slut har jeg lagt et par lærkegrene..


Det ser hyggeligt ud når lyskæden er tændt - og ingen får brændt ærmet af, fordi "..jeg bare liige skulle" ;0)

Jule workshop

$
0
0
I denne uge har jeg afholdt jule workshop i butikken.


Mit mål for workshoppen er at deltagerne får enkle ideer, tips og tricks til at lave små dekorationer og værtinde gaver, som de kan varierer med forskellige materialer mv. Og gerne materialer fra naturen og haven. Det skal være let at gå til, så deltagerene også har lyst til at fortsætte, når de kommer hjem igen ;0)

Starten på en let "dørkrans"

Jeg havde lavet nogle færdige dekorationer til inspiration - I får lige et glimt af et par af dem..

Eventyr jule træer a'la Fru Pedersen 
Disse kan naturligvis varieres i størrelse
  
Dekoration med lys og gran - i oasis..

Julegave dekoration a'la Susanne fra Bonderosen

Pinjekogler med glimmerdrys

- og selvfølgelig et par enkle dekorationer med hyacinter.
- Fordi man altid kan få fat i hyacinter og de fleste bliver glade for sådan en lille værtindegave ;0)


Herefter var det frit for, hvad deltagerene havde lyst til at gå igang med. Nogen lavede også nogle andre ting - bl.a. adventsdekoration og dørkrans, som de gerne ville have lidt inspiration til..

Det er altid hyggeligt med sådan en workshop - og jeg synes også selv jeg bliver inspireret efter sådan en aften.
Viewing all 631 articles
Browse latest View live